En selvdestruktiv poesi.
I intethedens slørende tomhed befinder, der sig et mørke der lyser.
Et mørke som oplyser sig selv, et mørke som stille og roligt bevæger sig frem i Intetheden.
Mørket oplyser sig selv, og mørket bliver lyst.
Mørket er nu lyst, men i lysets intethed og slørende tomhed, befinder der sig et mørke.
Dette mørke er ikke større end et sandkorn, men sandkornet vokser sig størrer for hver gang, man siger en løgn.
Løgnen er enten dobbeltmoralsk eller selvdestruktiv.
Løgnen vokser nu, og overtager nu det lysende intetsigende lys.
Og sådan vil det gå i ring.
